PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/nyt-liv-til-herning-vinduet-11152

Nyt liv til Herning Vinduet

Pressemeddelelse oktober 5, 2010 Byggeri

svend mortensen a/s genoptager produktionen af Herning Vinduet med certificering og optimering af produktionen

- Kvalitet går aldrig af mode, og vi har en forventning om, at der i forlængelse af byggeriets aktuelle lavkonjunktur vil opstå efterspørgsel på vinduer og døre i snedkerkvalitet til både nybyggeri og renovering. Den udvikling har vi nu forberedt os på med optimering af produktionen samt test og certificering af Herning Vinduet.

Det er tømrermester Lars Mortensen, der som tredje generation i byggefirmaet svend mortensen a/s i Herning har udnyttet det seneste års stilstand i byggeriet til at forberede firmaet på normale tilstande i byggebranchen.

- Produktionen af Herning Vinduet, der frem gennem tresserne og halvfjerdserne vandt en betydelig udbredelse, har gennem mere end fyrre år været en fast niche-aktivitet i tømrerfirmaet, og med den gennemførte opdatering kan vi imødekomme alle myndighedskrav og markedets krav om fleksibilitet.

- Således er produktionen nu gearet til at honorere stort set alle individuelle ønsker om mål og form, uanset om det gælder snedkerproduktion af vinduer til nybyggeri, istandsættelse af bevaringsværdige vinduespartier i forbindelse med renovering eller opdatering af Herning Vinduer, som blev produceret og monteret i sidste årtusinde.

- I forventning om, at der i årene frem vil opstå en øget efterspørgsel på vinduer og døre i snedkerkvalitet, har vi optimeret produktionen, ligesom Herning Vinduet er blevet testet og certificeret, så kunderne har sikkerhed for,at vores vinduer uanset mål og form overholder alle gældende myndighedskrav, konstaterer tømrermester Lars Mortensen, der som tredje generation i svend mortensen a/s har fulgt det jyske kvalitetsvindue siden introduktionen i sidste halvdel af 1960’erne.
 
 
Nyt stærkt netværk
Lars Mortensen lægger i øvrigt ikke skjul på, at firmaets forstærkede fokus på udvikling af vinduesproduktionen er sket i tæt samarbejde med Engsø Gruppen a/s, der som led i generationsskifte sidste år overtog virksomheden.
 
- Både i relation til økonomi, kompetencer og administration nyder vi godt af det nye ejerskab, og vores skærpede fokus på produktion af Herning Vinduet er implementeret i tæt samarbejde med Engsø Gruppens specialister.
 
- Men derudover høster vi betydelige fordele af gruppens brede netværk i byggebranchen, ligesom vi høster synergier fra samarbejdet med gruppens øvrige håndværksfirmaer i blandt andet Randers, Vejle og København. De placerer i vidt omfang deres vinduesopgaver hos os, og vi fungerer i dag som gruppens specialist inden for moderne vinduesproduktion, slutter Lars Mortensen.

Kontakter


Emner


Byggeri