PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/iv%C3%A6rks%C3%A6tter-i-vejen-vil-udbrede-japansk-servietkultur-21499

Iværksætter i Vejen vil udbrede japansk servietkultur

Pressemeddelelse juli 31, 2015

Iværksætter i Vejen skaber mulighed for eksklusive festmåltider uden fedtede fingre. Med konceptet ServiWet gør hun den japanske tradition "Oshibori" tilgængelig for alle.

Efteråret, vinteren og julen er snart på vej, og for den madglade del af befolkningen er det ensbetydende med hygge indendøre samt massevis af julefrokoster og fester landet over. Julefrokoster er for de fleste forbundet med en julebuffet og buffeter nødvendiggør ekstra meget opmærksomhed omkring god hygiejne.

- Hot Towels er den ideelle løsning på dette og kan samtidig være med til at gøre festen til en endnu bedre oplevelse, lyder det fra iværksætter Rikke Kjeldsen fra Vejen.

Hun har med virksomheden ServiWet udviklet et koncept, hvor hun dels udlejer Hot Towels til restauranter og hoteller dels sælger engangs-Hot Towels velegnet til den større sammenkomst eller privatfest.

- Oshibori (Hot Towels) er en japansk tradition, som er meget udbredt i store dele af Østen samt i USA. Her tilbyder hoteller, restauranter samt mange flyselskaber, deres gæster en forfriskende og velduftende opvarmet vaskeklud i forbindelse med måltider, og selv om det lyder enkelt, så er det virkelig en behagelig oplevelse, der faktisk indleder og/eller afrunder måltidet på en dejlig eksklusiv måde, fortæller Rikke Kjeldsen.

Hun er selv stødt på - og har nydt - Oshibori-traditionen på rejser i udlandet, og nu har hun så taget springet som iværksætter, for at kunne dele sin begejstring med andre.

- Da Hot Towels endnu ikke er særlig udbredt i Danmark, er det noget gæsterne bliver meget positivt overraskede over at modtage, de føler at det er en ekstra lille forkælelse, og det er tit noget som gæsterne taler begejstret om ved bordet, siger hun.

Rikke Kjeldsen forklarer, at hendes virksomhed bygger på et udlejningskoncept som er målrettet restauranter og hoteller. Her leverer og indsamler hun vaskekludene samt står for desinficering, klargøring og - hvis det ønskes - påføring af særligt udviklede aromaer.

Virksomheden tilbyder også et koncept med engangsservietter, hvor der er tale om en lidt tyndere bomuldsvaskeklud, som dog stadig er af en god kvalitet. Dette koncept egner sig særlig godt til take-away restauranter og til private som ønsker at forkæle deres gæster ved den store fest med en ekstra behagelig og hygiejnisk overraskelse.

- Her leverer jeg et antal Hot Towels klar til brug, som værterne hurtigt kan opvarme og dele ud til glæde for deres gæster.